Derfor vil videobutikkerne overleve på trods af streaming og online filmleje
Filmdownload mangler ritualet
Slip for bøder for sen aflevering. Slip for kø i Blockbuster. Slip for at købe en dyr blurayafspiller. Slip for at cykle i regnvejr hen til videobutikken.
Få kæmpeudvalg – men ofte ingen tekster – få billig leje – men ofte en halv times bøvl med at downloade filen.
Det lyder jo som om online filmleje ligger lige til højrebenet – men glem det – ritualet mangler, så online udlejning af film vil aldrig kvæle videobutikkerne 100%:
Mange fordele + få ulemper = feststopper
Hvis jeg nu sagde, at essensen af en kop kaffe er koffeinen, og at du kunne få det som en pille, der gjorde det samme ……….. nåh ja, det kan man allerede ….. koffeinpiller …… hvorfor tager du så ikke dém, frem for at drikke kaffe?
Kaffe er bøvlet og gammeldags – en koffeinpille kræver ingen opvask, ingen investering i kaffemaskine, ingen kopper, ingen tur i Bilka efter kaffebønner osv. Svaret er “fordi der intet ritual er over en koffeinpille”!
Flyt så fokus fra kaffe over på videoudlejning: hvorfor ikke bare leje film online ?
Verdens største filmudvalg – der er aldrig “udsolgt” – og du slipper for alle problemerne med at leje på gammeldags manér.
Forleden ville vi prøve at leje en film online for første gang så vi fyrede op for MacMinien under stuens TV og suste ind på den amerikanske iTunes.
Masser af film – fedt nok – og egentlig er det jo billigt. 10 dollar for at KØBE en film er samme pris, som det koster at LEJE den i 2 dage hos Blockbuster.
Herpå knap 45 min. utålmodig venten på at downloade filmen som så kun var SD og ikke HD og som ikke havde hverken danske eller i det mindste engelske tekster, så vi kunne følge bedre med i dialogen.
Det var for så vidt en okay oplevelse – billigt, let osv. – men hele “ritualet” manglede og vi var slet ikke i film-mood, da vi nåede dertil.
Normalt ville vi blive enige om, at “i aften skal vi se film” og derpå køre til den lokale Blockbuster, kikke film, leje et par stykker, snuppe noget “vej-selv-slik” med og ligesom opvarmning til sport har den her rituelle funktion, hvor ikke blot kroppen men også hjernen bliver mentalt indstillet på den forestående begivenhed, så gør det at vi er klar til at se film, når vi kommer hjem.
I med DVD’en – ingen ventetid, let betjening og så skal filmen bare afleveres bagefter.
Ingen tvivl om at online film-leje er kommet for at blive
Desværre er det bare lidt som mit kaffeeksempel – det er for effektivt at tage en koffeinpille. Hyggen og ritualet mangler.
Der er mange fordele i det – udvalget er kæmpe, prisen er minimal – men det har også sin “pris” på nogle andre punkter.
Vil man have danske tekster, skal man leje på de danske steder som eks. YouSee osv. – og så er det stort set samme pris, som at gå i Blockbuster.
Vil man have HD, tager det RET lang tid at downloade. Hvis det tager 45 min. for en SD film, må det jo tage timer at hente en HD film.
Problemet er bare, at det er for “koldt”. Alt det her med at gå rundt mellem reolerne og sige “orv, dén her ser også god ud” – det mangler man online. Det er ganske enkelt ikke samme oplevelse.
Jeg tror derfor ikke at butikker som Blockbuster står til at forsvinde fra landkortet for nu – online filmudlejning er simpelthen lige så effektiv som en koffeinpille og giver lige så lidt (ud over kerneydelsen) at det bliver en kold og effektiv omgang, der mangler hyggen og ritualerne.
Egentlig tror jeg det kan sammenlignes med, at ebøger jo har samme mængde fordele, som online filmleje – men en ebog gør det bare ikke ud for oplevelse med at købe og at sidde med en rigtig bog.

