Afsluttende tanker om testen mellem Android og iPhone iOS

30 comments Views: 2

1 måned med både Android og iPhone

Jeg begyndte allerede forud for iPhone 4-lanceringen at blive nysgerrig i forhold til om Android var noget for mig – specielt den megen hype omkring Google Nexus one, HTC Desire og HTC Evo (som dog kun er i USA).

I starten tolkede jeg det egentlig som om jeg bare var utålmodig efter i det hele taget at prøve noget nyt, men selv da iPhone 4 kom (med flere nye features) havde jeg alligevel lyst til at prøve Android-telefonerne).

Ikke mindst fordi jeg er så varm fortaler for iPhone 4 og derfor følte behov for ikke blot at plapre løs i fanboy-stil men virkelig at kunne sige “jamen nu KENDER og BRUGER jeg begge typer telefoner, så jeg ved godt hvad jeg snakker om”

Derfor spurgte jeg på bloggen for at finde ud af, hvilken Android-telefon jeg i givet fald burde teste og mange svarede HTC Desire. Det gav et meget uventet svar…….

Mange vælger Android FORDI de ikke vil have Apple

I den forbindelse blev jeg kontaktet af en af bloggen trofaste læsere, Bo Poulsen fra udkanten af Vejle, som tilbød mig at låne nogle af hans Android-telefoner til test.

Først blev det en overvejende positiv overraskelse med Samsung Galaxy S, som i den grad virker som en “næsten-iPhone 3″ med de fordele og ulemper jeg så synes der er i Androids appstore eller Android Marked (der er enormt meget lort og jeg kunne meget dårligt forestille mig at lade mine børn bruge det med alt det porno, virus og malware der er.

Herpå en HTC Desire og der hvor mit INDTRYK var, at jeg nu sad med Androids kongetelefon, der fik jeg efter kort brug fra den modsatte oplevelse. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og undre mig over, at så mange har fundet den her telefon så fantastisk og jeg må ærlig sige, at jeg tror de fleste Desire-fans er vild med Desire af mangel på bedre. Jeg har talt med flere, som er skiftet fra Desire til iPhone 3 (og nu også 4) og de siger stort set alle det samme: iPhone er simpelthen et niveau bedre på alle fronter.

Sidst har jeg så haft en Google Nexus one og det virker lidt som den prof. og mest “hardcore” af de tre. Den giver et lidt nørdet indtryk men på en solid måde og selvom den også kører Android, synes jeg den virker mere “rå” og med fokus på apps end på hardwaren. Hardwaremæssigt virker den rigtig stabil, hurtig og på en måde signalerer den lidt “ikke så meget pjat – her er den bedste Android-telefon pt.”

Hardwaren på iPhone er mere lækker, men jeg må også indrømme at jeg flere gange vælger at ringe op fra Samsung Galaxy end fra min iPhone 4, simpelthen fordi den har bedre dækning end min iPhone har (med samme teleudbyder).

Til gengæld synes jeg ikke der er nogen sammenligning på de to platforme, når vi snakker apps. At prøve Android marked efter at have brugt iTunes appstore i 2 år, er simpelthen en ringere oplevelse. Der er langt færre programmer og flere gange søgte jeg på forskellige slags apps uden at finde noget brugbart. Til gengæld er der langt mere lort fordi der ikke er nogen overordnet styring – folk kan smide hvad som helst på Android Marked – og dét gør de så. Porno. Virus. Malware. Apps fyldt med fejl. Her er Apples – i nogles øjne – beskyttede og lukkede verden ganske enkelt at foretrække i mine øjne.

Jeg gider ikke have at mine børn finder porno, når de leder efter spil på appstore. Jeg gider ikke bøvle med at købe apps, der ikke fungerer fordi de ikke er testet. Jeg gider ikke bruge apps der ikke har nogen overordnet lighed, så man i det ene øjeblik har én brugerflade og betjeningsmæssig tankegang i én app og derpå en helt anden måde at gøre tingene på eller andre steder at klikke, i en anden app.

Konklusionen på Android-testen har flere sider og jeg vil ikke bare sige “okay, iPhone er bedre” for det er to forskellige filosofier. Nogle vil givet vis føle sig bedre tilpas på den ene platform frem for den anden. Selvom jeg er meget teknik-interesseret og roder meget med mobiltelefoner osv., så nåede jeg på den forgangne måned med Android ikke rigtig at blive dus med det, men jeg har heller ikke brugt så mange timer på det. Når man tænker på hvor mange timer jeg normalt bruger på at teste og “lege” med ting, der interesserer mig, har man måske her en indirekte pejling på min oplevelse: hvis jeg var blevet “tændt” af Android-telefonerne, havde jeg givet vis også fået mere ud af det.

For mig at se er der i det her tilfælde tre forskellige købsmotiver til Android-telefonerne:

  1. Der er de, der passivt vælger en Android fordi sælgeren i butikken siger det eller fordi de har hørt fra kolleger og venner, at man skal købe sådan en. Man kan give dét købsmotiv en ligeglad smiley.
  2. Der er de, der aktivt tilvælger en Android fordi de har sat sig ind i tingene og bevidst har besluttet sig for at det er sådan en, der dækker behovene bedst. Man kan give dét købsmotiv en glad smiley.
  3. Der er de, der aktivt fravælger iPhone af forskellige årsager og så er Android det bedste alternativ. Man kan give dét købsmotiv en sur smiley.

Jeg har i testens periode læst om og hørt fra rigtig mange Android-brugere og alt i alt virker det for mig som om mange Android-fans ikke har TILvalgt Android men i stedet køber Android-telefoner fordi de har FRAvalgt iPhone – altså er i det 3. købsmotiv. Mange køber Android fordi de synes iPhones hardware ikke kan nok eller fordi de hylder open source-tanken, som præger Android-markedet (negativt i mine øjne).

Det siger rigtig meget, synes jeg, vel vidende at nogle vil synes det er en arrogant og nedladende holdning at have – men jeg synes man skal vælge sine produkter ud fra det, man får og ikke ud fra hvad man slipper for hos andre produkter. Man skal ikke vælge en Android telefon fordi man synes Apple er en kult men man skal vælge det, hvis det vitterlig er den telefon og den filosofi, der matcher ens behov bedst. Personligt er jeg mest til filosofien om at tingene skal virke og være gennemtænkte, så man får den bedst mulige brugeroplevelse og her må jeg altså efter en måneds test konstatere, at Apple fører for MIT vedkommende.

Når man prøver telefonerne gennem længere tid, går det op for én HVOR kæmpe stor forskel der er i filosofien bag produkterne og selvom jeg nok ikke havde forestillet mig andet udfald af testen end at jeg fik bekræftet min glæde for iPhone, så er jeg alligevel glad for at jeg nu føler mig lidt mere kompetent til at kunne tale for og imod begge systemer fordi jeg – modsat mange “haters” – rent faktisk har prøvet begge platforme.

  • http://kim.malchau.dk Kim Malchau

    Og det samme kan du skrive en artikel om, når det gælder Windows vs. OS X (Mac).

    I går tændte jeg i øvrigt lige min Windows maskine, da jeg skulle finde en løsning på noget for en ven. Lad mig kort sammenfatte det sådan: jeg var glad da jeg slukkede for den igen :-)

  • Jesper H

    Hmm, jeg kan ikke forstå at du undres over at nogen aktivt fravælger Apple og deres karateristiske “vi-ved-hvad-der-er-bedst-for-dig” stil ?
    Der er nogen der absolut ikke ønsker denne form for omklamring og styring af hvad et produkt kan bruges til.
    Efter min mening er der ved at dukke en lidt for overvældende politisk korrekthed over nogen af Apples valg, f.eks. at een af grundende til ikke at kunne vise flash på iPhone/iPad var at fjerne/reducere risikoen for porno !! :-//

    Jeg kan sagtens følge argumenterne for at vælge Apple pga. den lækre stil og velsmurte og velfungerende daglige brug, men jeg mener at det aktive fravalg er lige så validt…

  • http://www.mindblower.dk Mindblowerdk

    At sammenligne et kontrolleret miljø mod et frit miljø er svært – for ikke at sige umuligt.

    Ja – der er malware og andre ting i et åbent miljø og ja, der er kontrol i et kontrolleret miljø :-D

    Jeg mangler at læse om forskellen i systemerne – Hvad er det Google kan som Apple ikke kan og omvendt? Jeg ville også rigtigt gerne læse om telefonernes ‘fysik’ – Er de ens? Har de alle GPS, Blåtand, gyroer og alt muligt andet?

    Og endelig – det kunne være spændende at høre dit bud på fremtiden… Bliver Iphone overhalet om 2 år? Og hvorfor/hvorfor ikke? :-D

    Mindblower

  • Bjørn

    Hej Kenneth, du har en pointe om android market, men det burde ikke være tungen på vægtskålen, eller nærmere den eneste grund til at vælge iOS frem for Android.

    Jeg savner som mindblower en mere regulær sammenligning på softwaresiden. Jeg kan bidrage med min egen vurdering af Pro’s og Con’s på softwaresiden:

    Android > iOS pga:
    - Widgets!!! Homescreen er levende og informativ. iOS er bare end samling programgenveje. På en android enhed kan man bruge homescreens aktivt, bl.a. til at danne sig et overblik over kalender, tasks, billeder, media player, vejrudsigten – you name it.
    - Googles produkter (som alle bruger) er bedre integreret. F.eks. er iOS’s udgave af Google Maps ikke opdateret i over et år, og på Android har man Google Maps Navigation (gratis), Places, integration af rejseplanen.dk i Maps osv.
    - Adgang til programmer på Android som ikke findes hos iOS pga. det vil Apple ikke have. Et historisk skridt er dog sket da Apple åbnede op for andre browsere end deres egen Safari. Dog ser vi det stadig på temaer som f.eks. tastaturet. På Android (og andre platforme) findes revolutionerende produkter som swype og SlideIT mv., mens du med iOS er “stuck” med deres standard keyboard (som jeg ikke mener er optimalt i layout og funktionalitet – dog er hastigheden suveræn). Der er mange eksempler på at store og prof firmaers lancering af en app til iOS er dræbt af Apple, fordi den kom lidt for tæt på grænsen for hvad Apple synes 3. parts programmer må af funktionalitet på telefonen.
    - Android market vokser mere end Appstore, og om få år er antallet af Androidtelefoner langt større end iPhones, hvilket gør det mere attraktivt at udvikle til Android, og dette øger mulighederne for at finde de fedeste apps til Android.

    iOS > Android:
    - PT. langt bedre App udbud (ikke kun kvantitet, men helt klart også kvalitet). Giver Kenneth ret i, at deres kontrol sikrer at Appstore ikke er oversvømmet med lort.
    - Brugergrænsefladen er super gennemtænkt, mere intuitivt kan det ikke blive. Det virker bare!

    Med hensyn til det du skriver om købsmotiverne, så er Android jo ikke eneste alternativ til iOS, så selvom nogle umiddelbart bruger 3. købsmotiv er der jo stadig et sekundært købsmotiv ifb. at tilvælge Android frem for en anden iOS konkurrent.

  • jramskov

    “…alt det porno, virus og malware der er.”

    Overdrivelse fremmer forståelsen? Jeg er helt enig i at Android marked ikke er lige så god som IOS Appstore, men ovenstående beskrivelse er direkte FUD. Jeg reagerer primært mht. virus og malware. Jeg kan ikke se det store problem i at der er porno tilgængelig (vidste faktisk ikke at der fandtes porno apps på Android marked), men porno er jo ikke længere væk end den nærmeste browser…

    “Jeg har i testens periode læst om og hørt fra rigtig mange Android-brugere og alt i alt virker det for mig som om mange Android-fans ikke har TILvalgt Android men i stedet køber Android-telefoner fordi de har FRAvalgt iPhone – altså er i det 3. købsmotiv”

    Personligt valgte jeg en HTC Desire fordi min iPhone 3G gik i stykker. iPhone 4 var endnu ikke lanceret så den var ikke nogen mulighed. Android giver mig en brugeroplevelse der er *næsten* på højde med IOS. Derimod har den nogle features som der bare ikke findes til IOS og man er IKKE låst til Apples univers – lock-in er noget lort og med iPhone er du låst til iTunes. You win some and you lose some ;)

  • Rane

    Meget sobert indlæg der virkelig forsøger at forklare hvorfor du mener at Iphone er bedre end Android mobiler. Flere af tingene kan jeg dog ikke nikke genkendende til og jeg har haft Android betydelig længere tid end din testperiode. Virus og malware..what..where? Og jeg har endda surfet vildt meget rundt på market. Porno…hvor hvor hvor?? :)

    Som andre siger er det absolut et ganske validt argument at fravælge Apple. Du skriver “men jeg synes man skal vælge sine produkter ud fra det, man får og ikke ud fra hvad man slipper for hos andre produkter” – netop. Man vælger og får et mere åbent system hvor producenten ikke skal bestemme alt.

    I det hele taget synes jeg du er lidt forkert på den når du siger man skal vælge sin mobil udfra de behov man har. Har kendt masser som (ofte ufrivilligt) har TILPASSET (og nedjusteret) deres behov ved at købe Iphone – du ved…den klassiske “nå..det kan iphone ikke..skidt..det kan jeg leve med..og hov..gør iphone det på den her måde, jeg ville foretrække hvis og hvis..men skidt..det jo en fed mobil” situation.

  • http://teaching.dk Michael Johansen

    Nu er vi da virkelig ved at være tilbage ved fanboy anmeldelserne. Jeg havde ellers set frem til at “back to basics” holdt lidt længere!

    Der mangler simpelthen objektivitet i en ganske uhørt grad.

    //Michael

  • http://www.mindblower.dk Mindblowerdk

    En rigtig fanboy tester slet ikke andet end Apple – Tværtimod kan en ægte fanboy afvise et hvilket som helst produkt som værende ‘bedre end Apple’ udelukkende pga. det manglende æble.

    Jeg synes at Kenneth falder igennem som fanboy – han har jo rørt ved en Android og fået Android-lus?

    Michael – hold da op med at kalde folk fanboys. Kom istedet med en kritik som kan bruges; Du kunne foreslå at manden kunne sætte en for/imod-liste op? Eller du kunne komme med et forslag om at han skulle teste apps som både er tilgængelige på Iphone og Android – og så sammenligne?

    Eller du kunne kalde ham fanboy …

  • http://teaching.dk Michael Johansen

    Jeg mener ikke, at en fanboy nødvendigvis kun anmelder eller behandler Apple eller et andet specifikt produkt. Jeg mener, som jeg også ser du skriver, at en fanboy mangler objektivitet når en sådan anmelder eller behandler produkter af andre fabrikater end det foretrukne.

    Kenneth laver nogle rigtig fine anmeldelser, men jeg synes ikke dette gælder når han sammenligner Appleprodukter med konkurrerende alternativer.
    Netop min kritik af de sammenlignende anmeldelser er min pointe.

    Jeg kommer jævnligt her på siden og får en masse godt ud af mangle af indlæggene, men forudindtagetheden kunne jeg godt bruge lidt mindre af.

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    @Michael: jeg er her ikke for at være objektiv – du kan finde millioner af andre blogge, der er mere objektive.

    Jeg giver tvært imod min subjektive mening til kende og det synes jeg er langt mere spændende (og tydeligvis provokerende for nogle).

    Som type ville jeg slet ikke kunne motiveres til neutrale, politisk korrekte “for og imod” gennemgange af produkter og lign.

    Problemet er bare, at kritikerne er for langt nede i detaljeringsgrad, når de tror at det for mig handler om at hype Apple.

    For mig handler det om at finde og glædes over fede produkter, der virker efter den filosofi og de værdier, jeg går op i. Det gør Apple tilfældigvis og derfor er jeg glad for Apple. Det gør Sonos også – det gør Weber osv.

    At kalde mig en Apple-fanboy er derfor på samme tid korrekt (for jeg er vild med den filosofi der er i Apples produkter) men på samme tid også en meget snævertsynet og misforstået opfattelse af mit “ærinde” herinde på bloggen.

    Det er den “kant” der er på min blog og på mig, som person :)

  • http://teaching.dk Michael Johansen

    @Kenneth
    Og så må spørgsmålet jo så være om det er “fair” at lave sådanne anmeldelser i det hele taget?

    Vi har naturligvis alle vore præferencer – og det er vel helt naturligt – men som du selv “reklamerer” med er der rigtig mange, der følger din blog. Dvs. at mange kommer her for at finde svar på konkrete spørgsmål eller uklarheder. – Herunder i øvrigt undertegnede.

    Hvis de sammenlignende anmeldelser så er forudindtagede får man jo egentlig ikke varen?!?

    En blog er subjektiv – og hurra for det – men derfor er anmeldelser mellem to eller flere konkurrerende produkter også en svær øvelse for de fleste bloggere.

    //Michael

  • Rane

    Problemet er jo nok nærmere at nu går Kenneth snart på landsdækkende TV og så ved jeg ikke helt om subjektiviteten skal dominere her. Vil tro at de fleste fra familien Danmark foretrækker objektivitet når de ser en gadget-anmelder tone frem på skærmen. Ellers er det jo bare en lang reklame for de produkter som Kenneth får stillet til rådighed. Jeg gider i hvert fald ikke sidde og kigge på en anmelder der praiser Apple og Sonos til skyerne uden at komme med objektive begrundelser og sammenligninger med konkurrerende produkter. Et forbrugerprogram (som det vel egentlig kan kategoriseres som?) handler i øvrigt også om prisen på gadgets – og her kan man så igen-igen diskutere eksempelvis om den noget billigere Squeezeboks er bedre end Sonos osv.

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    @Rane: dén type tv-programmer er der masser af – så skal du jo eks. se So Ein Ding i stedet :)

    Mit tv-program bliver ikke helt som de eksisterende alternativer men kommer til at handle om mine personlige erfaringer med og holdninger til forskellige produkter. Det kan du så bruge når du selv tager stilling.

    Det handler om “living smart” – det smarte, digitale liv – og jeg fokuserer i programmerne på de produkter, som jeg synes lever op til det. Det er der en stor del af “familien Danmark”, der vil synes er rigtig fedt og der er en del, som eks. dig, der vil få aftenkaffen i den gale hals.

    Hvis du forventer at det bliver en objektiv og holdningsløs gennemgang af fordele og ulemper ved “produkt A kontra produkt B” inden for forskellige produktkategorier, så er du desværre nok ikke i målgruppen for mit program. Det er ikke arrogant ment, men der findes næppe et eneste program på tv i dag, som henvender sig til og har til formål at gøre alle glade. Jeg vil hellere have færre men glade seere end jeg vil have mange, men ligeglade :)

    For mig giver det ingen mening at gå ud og lave en “me too!”-udgave af So Ein Ding :) Det er ikke et meningen at vi skal lave et forbrugerprogram i vanlig stil men en tv-udgave af min blog. Jeg synes antallet af brugere og specielt antallet af downloads af min podcast hidtil har vist, at jeg har ramt noget helt rigtigt og jeg glæder mig til at “gange det op” i større målestok på landsdækkende tv.

  • http://teaching.dk Michael Johansen

    @ Rane
    Ser der mener JEG jo, at du rammer hovedet på sømmet!

    - Objektivitet i de sammenlignende anmeldelser…
    - Subjektivitet kan være fint, såfremt der ikke er tale om en egentlig sammenligning.
    - Pris/ydelse er naturligvis altid interessant, dog i mindre grad end ovenstående (for mit vedkommende)

    Apple ER og bliver et fedt produkt, jeg svømmer selv i Appleprodukter og er rigtig glad for dem. MEN det betyder ikke, at der ikke findes andre interessante produkter på markedet, der endda i mange tilfælde kan noget mere og bedre end Apple.

    Min HTC Desire gør fx mange ting tusinde gange bedre end min iPhone4. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke kan lide min iPhone, men det er ikke af funktionalitetsgrunde.

    En side som denne, der formentlig har tusindvis af besøgende skal naturligvis holde fast i bloggerens udgangspunkt, men som jeg husker udgangspunktet var det heller ikke baseret på sammenligninger?!? – Derimod var udgangspunktet vel anmeldelser af et konkret produkt og her var/er siden uovertruffen.
    Til gengæld har en side med rigtig mange besøgende vel også en vis “forpligtelse” over for sine læsere?

    Det ville jo være så fint, hvis Kenneth fx sagde, at han er en Applefan (punktum). Så vidste alle læsere – nye som gamle – hvad der var op og ned og ville dermed bedre kunne læse mellem linierne.
    Til gengæld bliver det forvirrende når der ikke findes et sådant statement og der alligevel sammenlignes produkter…

    //Michael

  • Rane

    Men Kenneth, så bliver det jo næsten en lang reklamefilm for de enkelte producenter som du foretrækker. For Familien Danmark er det måske sjovt nok at se..men ofte (Apple, Sonos osv.) er der jo tale om dyrere løsninger – og så snakker vi vel egentlig om en slags “living smart blærerøvsprogram” – hvilket vel er fint nok hvis det har været din mening hele tiden :)

    Men Michael er så inde på noget helt rigtigt. Der bør ikke sammenlignes produkter på samme vis som du gør i dette indlæg – hvis det bliver domineret af dine subjektive holdninger til enkelte producenter. Så kan det nemt ende med at blive useriøst og misvisende for seerne. Og så vil du naturligt nok og uden tvivl…modtage kritik for at give et forvrænget og forkert sammenligning der automatisk tilgodesér de produkter du selv bruger.

    Det må man regne med når man sætter tingene op på denne (lidt arrogante og selvhøjtidelige) måde. Nu kan det også nemt ske at du faktisk får seere som kan lide at høre om gadgets og som faktisk får noget useful information fra tid til anden..men som ikke bryder sig om måden det bliver præsenteret på. :)

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Må jeg foreslå at vi går tilbage til trådens emne her og så konkluderer / spekulerer videre over udsendelserne, når du / I / familien Danmark rent faktisk har SET dem ? :)

    Tråden her handler om mine erfaringer med Androidtelefoner – hvis I vil diskutere for og imod stilen / indholdet af de kommende tv-udsendelser, vil jeg gerne have at I oprettet et indlæg i forum til det – ikke her, som er off topic i forhold til tråden.

  • Jesper H

    @Kenneth: Nu har du ikke rigtig svaret på, hvorfor du mener at “man” ikke kan tillade sig at fravælge en iPhone, i stedet for at tilvælge en Android baseret mobil ?
    Umiddelbart oplever jeg det ikke som en “kant” på din blog eller provokerende, blot en anelse barnligt. Du har naturligvis ret til din mening om de enkelte produkter, men må også acceptere at andre personer har andre prioriteringer, når de skal vælge.

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    @Jesper: Jeg har bestemt både forståelse for og accept af, at vi hver især vælger de produkter, der passer osv.

    Min holdning er bare, at det i længden ikke er gode argumenter at bruge, hvis man vælger at blive kæreste med Gitte fordi Pias forældre er dumme. Man skal vælge Gitte fordi man aktivt har taget stilling til, at det er Gitte, man vil have og ikke fordi man synes Pias forældre er dumme.

    Hvor er det du læser om at jeg ikke accepterer det?

  • Jesper H

    @Kenneth: Nu synes jeg ikke liiiige den sammenligning holder :-)
    Hvorfor er det ikke validt at mene at Apple har en omklamrende og bestemmende indstilling, som man ikke vil acceptere, på trods af et ellers glimrende produkt ?
    Når jeg bliver spurgt om min holdning til iPhones, plejer jeg at fortælle at man ikke kan have en “halvt”, enten accepterer man Apple indstilling 100% eller også vælger man en anden telefon. Andet vil blot give en masse frustrationer i det lange løb.

    Afsnittet der stater med “Det siger rigtig meget, synes jeg..” er da netop et udtryk for ikke at acceptere (eller er det bare “forstå”) at andre vælger ud fra andre kriterier ?

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Er det ikke validt at vælge Apple fra hvis man synes de er for “omklamrende og bestemmende”? Det synes jeg da det er, så hvordan du har fået indtryk af, at jeg skulle sige det IKKE var sådan, forstår jeg ikke. Mon ikke det er noget du selv konkluderer “mellem linierne” ? :)

    Du ser ud til at LÆSE det sådan, at jeg stempler en “fravælgning af Apple” som “forkert”. Det mener jeg ikke.

    Det, der siger “rigtig, rigtig meget” i sidste afsnit er ment som min understregning af hvor vigtigt det er, at til- og fravælge produkter på den rigtige måde.

    Hver dag tager vi forskellige valg – nogle vælger Volvo – nogle vælger Burger King – nogle vælger Gitte. Min pointe er bare at man ikke skal vælge Volvo fordi BMW er grim, at man ikke skal vælge Burger King fordi MacDonalds er dumme eller Gitte fordi Pias forældre er dumme og her oplever jeg ofte, at flertallet vælger iPhone fordi de kan li’ iPhone (altså et “hen imod-købsmotiv”) mens mange vælger Android fordi de ikke kan li’ Apple/iPhone (altså et “væk fra-købsmotiv”) ………. og DET synes jeg er en bagvendt måde at vælge på :)

    Du skal vælge Android fordi du har taget stilling til at Android er det rigtige for dig og ikke fordi andre gør eller siger noget andet.

    Det korte af det lange er, at det ikke handler om AT jeg synes man skal vælge iPhone eller Android men at man – i alle valg – skal gøre det med den rigtige baggrund og motivation. Det er nogle tanker der er hævet langt over valg mellem mobiltelefoner.

  • Rane

    “Du skal vælge Android fordi du har taget stilling til at Android er det rigtige for dig og ikke fordi andre gør eller siger noget andet.”

    Dette er IMO netop ekstremt relevant med iPhones hvor jeg oplever at Apple-brugeres til tider ukritiske holdninger og prædiken… får andre folk til at købe en iPhone uden at folk rent faktisk har taget stilling til om den opfylder deres behov. Deraf kommer også mit argument at folk simpelthen tilpasser/nedjusterer deres behov når de får en iPhone.

    Det er en anden måde at betragte det hele på. For er det OK at man vælger iPhone fordi ANDRE FOLK påstår at det er den bedste mobil? Har da læst flere anmeldelser hvor HTC Desire også får topkarakter og så er det vel fair nok at man fravælger Iphone hvis man lige ikke bryder sig om Apples metoder og lukkethed?

    Nu er der nok en del brugere der ikke gider researche mobiler og sådan rigtig gider analysere ens egne behov…så man er idag i højere grad påvirket af medier, bekendte og anmeldelser af mobilprodukter. Og her hører de negative nyheder om Apple altså også til. Derfor er det IMO ganske acceptabelt at fravælge Apple-produkter. Men jo…vi når nok ikke meget længere med denne diskussion. Folk er forskellige og jeg er ikke enig med dig i dette tilfælde :)

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Jamen er det ikke relevant i alle valg ? Det synes jeg da.

    Jeg forstår ikke hvor det er du synes vi er uenige – vi siger det samme men du bliver ved med at dreje det jeg siger, så det ser ud som om jeg mener at man skal være kritisk overfor Android men ukritisk overfor Apple – det forstår jeg ikke hvor du har fra?

    Desværre er vi jo letpåvirkelige flokdyr, der i mange tilfælde ikke vælger særlig selvstændigt, men lader os påvirke af filmratings på IMDB før vi lejer filmen eller køber et givent tøjmærke fordi det er cool. Sådan har nogle det nok også med telefoner og det kommer vi nok desværre ikke uden om, selvom det i den ideelle verden ville være sådan at man tog aktivt stilling til produktalternativer.

  • Lars

    hej Kenneth(:
    lige et lidt off topic spørgsmål men hvad er det for et case du har på din iPhone? syns det er ritig lækkert ud og leder selv lidt efter et godt cover:D

    hilsen Lars

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    @Lars: det er et cover ved navn “Nude” fra Humac :)

  • Rane

    Kenneth, vi er såmænd kun uenige på den måde at vi åbenbart oplever vidt forskellige ting. Jeg oplever Iphone brugere der begrænser deres behov og køber den udfra band-wagon motivet mens du oplever at folk køber Android fordi de ikke kan lide iPhone/Apple. Og udfra dette synes JEG at ovenstående Iphone brugere vælger deres mobil på en forkert måde.

    Og så synes jeg ikke det er en “bagvendt” måde at vælge på, hvis man frasorterer Apple udfra at man ikke kan lide Apple. Det er her vi er uenige :)

  • Chris

    Jeg har tror Kenneth har ret i, at man skal forstå¨den filosofi som producenten har lavet telefonen ud fra.
    Der er mange der siger “Apple vil bare tjene penge”. Det vil de også gerne tjene penge. Men først og fremmest tror jeg de gerne vil lave et godt produkt, som du som forbruger bliver glad for.
    Man skal forstå hvorfor producenten har valgt, at understøtte disse funktioner og hvorfor han har fravalgt andre.
    Det gælder alle producenter. Så når Apple, Google, Samsung, Microsoft eller Nokia sender et produkt ud, så er der en filosofi bag det produkt.
    Ens opgave som forbruger er så at forstå den filosofi. Og vurdere om det er noget man synes er godt eller skidt.
    Jeg har så personligt gennem de sidste 2 år valgt Symbian-platformen.
    Det er et bevidst valg som betyder, at Synkronisering på kabel vil være en nedgradering.
    Navigation med stemmevejledning, som man skal give penge for vil være en nedgradering.
    Manglende understøttelse for Hotspot vil være en nedgradering.

    Dem som har udviklet styresystemet, har tænkt, det vil være fedt at
    have disse funktioner i en mobiltelefon.
    Det er jeg så enig i.
    Apple og Google har tænkt nogle andre ting, som jeg så ikke synes er nødvendige eller nogen gange direkte begrænsende.

    Its all about your personal choice.

  • Pingback: ComputerWorld dumper Android med et brag – iOS vinder kæmpe test

  • Pingback: Bruger du iOS multitasking ? Jeg gør ikke!

  • Lars

    Hej Kenneth

    Du mangler
    4) De prisbeviste:
    prisen en iphone 4 16G koster 4800 kr.
    mens en iphote 4G koster 5600 kr.
    sammenlign her med en desire HTC som koster 3080 kr
    og android telefoner kan fås meget billigere f.eks. denne søde lille sony erricson x10 mini til kun 1600 kr.

    Så hvis man ikke gider bruge cirka 5K for en telefon så er android, windows 7 eller symbian de eneste reelle muligheder.
    Jeg vil slet ikke begynde at snakke om IPAD som kommer af den helt utrolig pris på 7500 kr. Utroligt folk gider bruge så mange penge på et stykke teknik man om halvanden år kan få noget der er cirka lige så godt til 3000 kr billigere.

  • http://trumpetmusic.dk Esben

    Jeg har haft en Desire i et par mdr. nu.

    Porno i markedet???? Sikkert men så skal man lede efter det. Jeg har ikke set skyggen af porno på markedet, og jeg har brugt det ret heftigt.

    Virus og malware??? Du må være ret uheldig, jeg aner simpelthen ikke hvad du taler om.

    Jeg er en af dem der altid har været loren ved firmaer der kører så meget ‘helhedsløsning’ at man bliver tvunget til at vælge deres produkter. Microsoft og Apple er gode eksempler på hvad jeg mener.

    Med Android kan jeg faktisk vælge en masse ting selv – det er mit indtryk at det kan man ikke nær så godt på iphone. F.eks. skal et firma IKKE bestemme om jeg vil se nøgne damer i Playboy, for hvis de kan det – hvad kan de så ellers bestemme?

    Jeg synes dit indlæg er fordrejet og faktuelt fejlbehæftet, og den virkelighed du bevæger dig i minder ikke ret meget om min.

  • Poul hansen

    En ting jeg har valgt Android på er at jeg kan få fuldt tastatur.
    Jeg har fravalgt Iphone af flere årsager. Den ene er at jeg ikke kan udstå Itunes. Jeg ved der er mange der er vilde med det, det er jeg ikke.
    Af mere subjektive årsager er en modvilje mod Steve Jobs. Fantastisk dygtig, men også manipulerende og arrogant. Det kan du kalde en sur smiley -omvendt er der en del apple fanboys. Det går lige op.

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    @Poul: ja og det er netop det, der undrer mig helt vildt. Det med “jeg kan ikke li’ Steve” lyder som mangel på bedre undskyldning. Hvis jeg spiste på Burgerking og ikke kunne li’ deres mad, ville jeg aldrig synes det var en reel forklaring at sige “Ahhhmmm jeg kan heller ikke li’ deres chef, han er et pjokhoved” eller hvis jeg nu prøvede en Toyota…… så ville jeg føle det var af mangel på bedre forklaring, hvis jeg sagde til sælgen “Øhm njah…. jeg vælger Opel for jeg kan ikke li’ Agura Tasaki fra bestyrelsen” :)

    Fuck da hvem der er chef – du har formentlig ikke valgt Android fordi du kan li’ deres chef, hvilket i mine øjne ville være et lige så dårligt argument :)

Andre artikler

  • Living Smart TV Udsendelser Living Smart TV 062 podcast

    Living Smart TV 062 podcast

    Fortsættelsen til udsendelse 061 med fokus på at bruge sin mobiltelefon på den SMARTE måde. I udsendelse 061 gennemgik jeg de bedste apps til eks. iPhone og her i nr. 62 viser jeg den 2. del af dette klip og afslører hvilke 3 apps jeg mener er fuldstændig uundværlige for enhver iPhone-bruger. Vi skal også se lidt på hvordan man bruger sin smartphone til at koordinere familiens dagligvareindkøb. Jeg viser en app der for det første snakker sammen med fars, [...]

    Read more →
  • Apple udstyr Hvad er det i Apples “økosystem” du ikke kan undvære ?

    Hvad er det i Apples “økosystem” du ikke kan undvære ?

    I forbindelse med min igangværende test af dels Android (Samsung Galaxy Nexus) og Windows Phone (Nokia Lumia 800) , havde jeg en forventning om at jeg ville komme til at mangle “noget”. “Noget” forbandt jeg med at være “det der med at alt hænger sammen ved Apple” – men efter en uge, er jeg faktisk i tvivl. Jeg er i tvivl om, om jeg blot ikke bruger Apples “økosystem” nok eller om det måske er mere hype er realiteter, at [...]

    Read more →
  • Living Smart TV Udsendelser Kickstart Dit Kamera 004 – Street Photography – podcast

    Kickstart Dit Kamera 004 – Street Photography – podcast

    Handler om street photography eller – på dansk – gadefotografering. Det er en disciplin inden for fotografering som overrasker mange fordi det er spændende og også kan være både udfordrende og grænseoverskridende. I denne udsendelse starter vi i studiet med at snakke lidt om hvorfor streetfotografering “tænder” så mange fotografer og hopper så direkte derfra og ind på Strøget i Vejle. Her monterer jeg dels et kamera i panden på mig selv, så du kan følge min tur, som jeg [...]

    Read more →
  • Living Smart TV Udsendelser Living Smart TV 061 podcast

    Living Smart TV 061 podcast

    I Living Smart TV udsendelse 61 følger jeg op på de mange spørgsmål fra nye iPhone-brugere. Ingen tvivl om at de mange iPhones under de danske juletræer i år har medført en lavine af spørgsmål – i særdeles om apps, for hvilke skal man hente til sin smartphone? Jeg gennemgår de 20 apps JEG selv bruger mest på MIN iPhone og viser blandt andet de apps jeg synes er de bedste inden for motion, indkøb, facebook, nyheder, noter, to-do-lister og [...]

    Read more →
  • Living Smart TV Udsendelser Kickstart Dit Kamera 003 – Koncertfotografering – podcast

    Kickstart Dit Kamera 003 – Koncertfotografering – podcast

    Kickstart Dit Kamera er TV for alle der ligger mellem “hobbyfotografer” til “fotoentusiaster”. Hvert program tager udgangspunkt i en foto-opgave (såsom portrætfoto, sportsfoto, bryllupsfoto osv.) og gennemgår så de 3 vigtige skridt i workflowet hver gang: udstyr, teknik og billedbehandling. Dvs. hvilket udstyr skal vi bruge til den pågældende fotografering, hvilken fototeknik vil give os de rigtige billeder og hvordan efterbehandler vi billederne på computeren bagefter! Kickstart Dit Kamera (3) Kickstart Dit Kamera 003 handler om koncertfotografering – ganske enkelt: [...]

    Read more →
  • Living Smart TV Udsendelser Living Smart TV 060 podcast

    Living Smart TV 060 podcast

    Første Living Smart TV-udsendelse i det nye år har netop nytårsforsætter som tema – jeg afslører hvordan man på de klassiske områder som kost, motion og livsstil bruger apps og gadgets til at holde nytårsforsætterne på den SMARTE måde! Udsendelsens første afsnit handler om kost og jeg samler her op på hvordan man specielt med sin mobiltelefon og et par fantastiske websites kan fastholde sit vægttab ved at holde styr på hvad man putter i munden! I andet afsnit springer [...]

    Read more →
  • Living Smart TV Kickstart Dit Kamera 002 podcast

    Kickstart Dit Kamera 002 podcast

    Efter at have giver tips og tricks til at få de bedste JULEfotos i Kickstart Dit Kamera udsendelse 001, finder jeg den indre festabe frem og kikker på nytårsaften! Selvom nytårsaften ofte holdes i samme lokaler, som juleaften og på mange måder giver os samme behov for fotografering, er scenen meget anderledes. Der er fart og farver og stor forskel på om man fotograferer festbilleder inde ved spisebordet eller fyrværkeri ude på nattehimlen. Jeg gennem de tre skridt til bedre [...]

    Read more →
  • Computer Living Smart TV 059 podcast

    Living Smart TV 059 podcast

    Udsendelse 59 er den sidste Living Smart TV-udsendelse inden jul og jeg tager i denne uge igen fat på det tidligere tema om at bruge iPad og lign. gadgets til specifikke ting i forskellige rum i huset. I første omgang var det køkkenet og i denne uge er det soveværelset, hvor jeg giver et indblik i 2 gadgets og et sjovt website, jeg bruger i mit private soveværelse! ZEO Sleeppartner har tidligere været omtalt i Living Smart TV som en [...]

    Read more →