Hvor blev Hallelujah-dækningen af Steves Legetime af i går?
Flere herinde har bemærket / spurgt til at jeg i går ikke skrev “117″ blogindlæg om alle de spændende ting der blev lanceret af Apple i går.
Jeg kan også se på besøgsstatistikken, at enormt mange flere brugere end normalt, lige var et smut omkring siden.
Hvorfor nu det – skulle jeg ikke have skrevet en masse? Både ja og nej – se her:
Hvad står min blog for?
Pointen med min blog er IKKE blot at viderebringe nyheder. Selvfølgelig sker det, men det er ikke formålet med bloggen.
Når jeg skriver herinde, vil jeg helst have at der er en praktisk og erfaringsmæssig vinkel over det. Det er også der jeg oplever det største commitment hos jer og der hvor jeg ser de bedste og længste debatter og mængder af reaktioner.
Et af de mest læste og kommenterede indlæg herinde, er min anmeldelse af Canon g11 – men havde jeg skrevet 50 “Nu er Samsung kommet med den her nye model”-pressemeddelelsesbavl, havde de 50 indlæg med garanti hverken fået lige så mange visner ELLER kommentarer til sammen, som anmeldelsen af G11.
I dag bruger vi vel alle mange af de samme sites til at stille vores sult efter gadgetnyheder – Engadget, TechCrunch, Tuaw osv. – og derfor ser jeg ikke den store pointe i at jeg stiller mig op i køen af sites, der bare viderebringer nyhederne, såsom om AppleTV i går eller den nye iTunes 10.
Der hvor JEG og specielt der hvor Living Smart-ideen kommer ind, er der hvor man siger “Godt – den nye iTunes 10 – hvad KAN den så? Hvad der det der Ping og hvad kan vi BRUGE det til?”.
Eller med det nye AppleTV – jeg synes det er 100 gange mere relevant at sige “Godt – det der nye Airplay – betyder det at jeg nu kan skrotte mit Sonos-anlæg?” eller “Væk var harddisken – men er det nu skide smart i Danmark, hvor vi IKKKKE kan leje film online hos Apple og derfor nu IKKKKKE kan bruge det nye AppleTV til lige så meget, som før fordi vi ikke kan have indhold liggende på den uden at have en computer der OGSÅ er tændt”.
Nogle vil kalde det en reflekterende vinkel – jeg vil bare kalde det “min interesse for at dele erfaringer med, om skidtet virker”
Der er ingen mening i at stille sig op i køen af Hallelujah-viderebringning af de samme fakta-nyheder, som alle andre – det kan I læse på andre sites og forhåbentlig kan I – modsat – så læse en masse spændende, praktisk, nede-på-jorden-tips og trick til hvordan skidtet rent faktisk fungerer ude i virkeligheden her på bloggen.
Så derfor ingen liveblogging eller omfattende mængde indlæg om “Wow – nye iPods!!!!”

