Hvilket digitalkamera er bedst og hvordan vælger man kamera i dag?
Hvilket kamera skal jeg købe?
Jeg er ved at finde en løsning på hvordan mine fotos og videoklip bliver bedre her på bloggen og jeg var været ved at “læse lidt op” på kamera-situationen anno 2010.
Som jeg ser det, er der 3 slags digitalkameraer – der er kamera i vores mobiltelefoner, der er kompaktkameraer (de såkaldte “point and shoot” kameraer) og så er der digitale spejlreflekskameraer (eller DSLR kameraer).
Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvordan jeg selv får dækket mit kamerabehov bedst og synes, at jeg vil dele det med jer herinde!
Hvordan vælger man digitalkamere?
Jeg har altid selv interesseret mig for fotografering sådan “on off” – i nogle perioder meget og en overgang så meget, at jeg havde et fotostudie i Vejle med en kammerat. I andre perioder er jeg “bare” forbruger af kameraer.
De sidste 5 – 6 år, er mobiltelefonernes kameraer blevet virkelig gode og de dyrere SLR kameraer (du ved, den type hvor man kan skifte linse / objektiv på), er blevet billigere og billigere.
Havde du spurgt mig for 10 år siden, ville jeg sige, at et godt kamera var kendetegnet ved billedkvalitet. Efter at megapixel-kampen har ført os op på så høj billedkvalitet til selv få tusinde kroner, tror jeg mange har opdaget, at de ikke OPLEVER en forskel på om de fotograferer med eks. 2 megapixel eller 20 megapixel.
Jeg tror de fleste i dag oplever forskellen på hvor tilgængelig kameraet er og her er det at mobiltelfonerne har været en sand revolution – for hvad er kendetegnet ved kameraerne i mobiltelefonerne: én ting! Vi har dem med hele tiden. Altid. Overalt.
Man kan sige meget om mobiltelefonernes kameraer, men at dømme efter mængden af fotos på eks. FaceBook, der er taget med halvgode mobiltelefoner, så er det mig helt, helt tydeligt, at vi i dag vurderer tilgængelighed og tilstedeværelse meget højere end megapixel og ekstraudstyr. Det er dejligt, for det er fordi vi helt naturligt fokuserer på indholdet, udtrykket og motivet – og så kan vi lade de professionelle entusiaster om at gå op i kvaliteten.
En anden ting, er den “kontrakt” man ubevidst indgår mellem fotografen og motivet. Hvis jeg tager et stort SLRkamera frem med stor linse, ekstra blitz osv. og fotografere mine kunder i lydstudiet, oplever jeg det ofte mere intimiderende, end hvis jeg tager samme foto med min iPhone. Hvorfor? Jo, for det sender vildt forskellige signaler. En kæmpe klods af et Canon 1D eller lign. siger til den, du fotograferer, at du “er pressefotograf eller modelfotograf” og derfor ved jeg med sikkerhed, at mange tænker “øh hov, hvad sker der – hvad bruger han billederne til bagefter”. Jeg har prøvet det MANGE gange.
Tager man derimod sin mobiltelefon ud og tager fotos – eller filmer – har folk generelt tendens til at være lidt mere overbærende fordi man godt ved at det nok ikke er til andet end privat brug eller til lige at kyle på Facebook. Dermed mener jeg rent faktisk, at mange mennesker bliver utrygge og/eller i det mindste opfører sig anderledes overfor et stort og tilsyneladende professionelt kamera, end overfor mobiltelefoner og kompaktkameraer alene fordi de signalerer noget privat.
En anden ting man kan sige til fordel for de små kameraer er det kendte fotograf-ordsprog: “det bedste kamera er det, man har med”. Hvis vi stopper ved havnen for at kikke på bådene, er det jo ligemeget om jeg har Nikons 2 kilo tunge topmodel liggende hjemme med verdens bedste opløsning i fullframe – hvis ikke det er med (og det er det jo typisk ikke på sådan nogle impulsive ture) så får jeg det ikke brugt.
Derfor er der inden for de seneste år kommet en mellemgruppe, bestående af henholdsvis store kompaktkameraer såsom det Canon G11 powershot eller små SLR-kameraer såsom Canons nyeste Eos 550d.
Som jeg tidligere skrev i min test af Canon G11, så er IDEEN jo, at man forsøger et kompromis mellem størrelse og kvalitet og har lavet G11 lidt større end mange kompakte point-and-shoot-kameraer. G11 er blevet lidt større for at få bedre billeder. På samme måde kan man sige at de små digitale spejlreflekskameraer ofrer lidt af kvaliteten (mindre censor kontra full frame billedchip), holdbarheden (plastikhus kontra metal) og tilslutningsmuligheder (blitz, gps, hukommelseskort, batterigreb mv.) til fordel for mindre fysisk størrelse.
Jeg oplever derfor selv 2 typer billeder eller 2 situationer, hvor jeg gerne vil tage billeder:
- Her og nu-fotografering
- Planlagt fotografering
Her-og-nu-fotografering er jo alle de små situationer, der lige opstår – det være sig sjove episoder med hunden, billeder fra grillaften, turen til havnen osv. og her oplever JEG billedkvaliteten som værende ligegyldig. Dermed ikke sagt at det er okay at den er dårlig, men i dag er selv de billigste digitale kameraer i mobiltefoner så gode, at det er godt NOK til den type fotos.
Planlagt fotografering er så et lidt videre begreb og det er her, jeg synes man skal vælge om man vil nøjes med et kompaktkamera eller man vil “op” i et SLR-kamera. Personligt er jeg til ekstremerne, forstået på den måde, at jeg ikke er vild med kompromis-løsninger. Jeg vil have det mest mobile kamera og her er en iPhone genial for mit vedkommende. Jeg vil have god kvalitet, når det gælder og her er de gode SLR-kameraer så lige noget for mig.
Hvad så med de større kompaktkameraer som Canon G11? Ja, som jeg skrev i min anmeldelse af G11, så synes jeg netop at G11 placerer sig mellem to stole som en kompromisløsning, der ikke er noget for mig. Det er ikke lille nok til at være mobilt og dermed får vi det bare ikke med……. men det er heller ikke godt nok til at jeg synes det er nok til “planlagt fotografering”.
HD video er nu i mange DSLR kameraer
En ting man bestemt ikke skal glemme, er også at mange kameraer i dag også kan videofilme og selvom jeg selv har et rigtig godt HD videokamera fra Sony, er historien jo præcis det samme: hvornår har jeg sidst haft det med? Nej vel – det ligger hjemme på hylden, for det er for tungt og for bøvlet at slæbe med rundt – for slet ikke igen at nævne det med det intimiderende: du ved selv hvordan folk ændrer opførsel, når de opdager, at et videokamera bliver tændt……..
Her kommer mange af de nye ditigale SLR kameraer ind, bogstaveligt talt, i billedet, da de kan optage supergod kvalitet – mange af dem fuld HD 1080 som bare ser stjernegodt ud og langt mere film-agtigt, end selv de bedste videokameraer pga. den forskellige optageteknik.
At kunne slå to ting sammen til én, er ikke godt, hvis det er et kompromis, hvor man kun får 75% af begge verdener, men netop de nye kameraer som eks. Canon eos 550d, filmer så god HD video, at du tror det er professionelt, når du ser det – OG det er så lille, at du har det med, når det rent faktisk gælder.
Som nævnt i artiklen om forbedering af min blog med bedre billeder og video, så er jeg i gang med at se på mulighederne og her er eks. et point and shoot kamera i stil med G11 bare ikke godt NOK, for det er ikke i HD, jeg kan ikke selv vælge den rigtige linse osv. Her vil jeg op i et SLR-kamera og lige nu sværmer jeg meget for eks. Canon EOS 550d, 7D og 5D mk2.
Hver lørdag har jeg glade kunder på polterabend i mit lydstudie hvor de indspiller en sjov cd med bruden og gommen. Her ser jeg en skov af små kompaktkameraer men det undrer mig faktisk lidt og tror at det mere handler om vane end om at folk reelt har gennemtænkt deres behov. Mange af de billeder, der tages, kunne lige så godt tages med en mobiltelefon i dag – og den har man med hele tiden, den er ladet op (jeg kan snart ikke huske hvor mange gange, jeg har oplevet folk beklage sig over at deres kompaktkamera var løbet tør for strøm eller plads til billeder) og de kommer alligevel ikke op på den kvalitet, de ville få med en SLR……….. og ………… so what??? Kan man ikke se, at folk morer sig, bare fordi hvidbalancen og opløsningen ikke er helt i top? Jo, det mener jeg jo fint man kan.
Hvis man er en helt almindelig “familien Hansen”, som jeg er, så vil jeg sige at den rigtige kombination er mobilkameraet til alle de impulsive, sjove hverdagsfotos og så et lille SLR-kamera til 5-8.000 kr. Så har du det bedste fra begge verdener og når det gælder, kan du snuppe din SLR med dig og få de fede billeder. I mine øjne kan det i dag ikke betale sig at købe et kompaktkamera til 2-3.000 kr. mere. Jeg ved godt at det står i skarp kontrast til at netop dén type kameraer SKOVLES over disken i fotoforretningerne, men jeg tror det ændrer sig de kommende år. Kompaktkameraerne “spises” af mobiltelefonerne.
Hvis man interesserer sig for fotografering, så er kombinationen med et godt kompaktkamera og et lidt bedre SLR-kamera lige til højrebenet. Jeg kender flere fotoentusiaster, som eks. har et semiprofessionelt spejlreflekskamera til 15-20.000 kr. og så enten et billigt spejlreflekskamera eller et godt kompaktkamera som “backup” – netop dér er Canon G11 lige i øjet, kan man sige.


Pingback: Photoshop.dk | Anbefaling af kamera og video webshop
Pingback: Hjemmehosting | sådan hoster jeg min egen blog