Fordelene ved at være selvstændig
Jeg har været selvstændig siden april 2001, hvor jeg stoppede som skolelærer.
Når man tager sådan et skridt, forstærkes mange ting. Man træder uden for flokken og skal opfinde sig selv (hvilket er en stærk oplevelse) men man mødes også at stor “uforståelse” fra andre.
Hermed mener jeg, at mange undervurderer de mange fordele, der er i at være selvstændig og næsten synes at det er synd, når det går skidt.
Jeg synes bare der er så mange “skjulte” fordele, som andre måske ikke helt forstår – prøv at se her.
Primært handler det for mig om at jeg gør det for mig selv og at jeg selv planlægger min tid.
For mig handler det ikke om den romantiske forestilling om at man kan arbejde MINDRE. Jeg har hidtil arbejdet rigtig meget – måske i gennemsnit det der svarer til to fuldtidsjobs – men det er jo fordi jeg kan li’ det jeg laver. Jeg “går på arbejde” med noget der interesserer mig, for at nå MINE mål.
En af de ting jeg værdsætter allerhøjest, er at jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil. For 10 minutter siden sad jeg og håndfodrede Pluto med godbidder – og når jeg er færdig med at skrive det her, vil jeg installere noget nyt “legetøj” på min computer fordi jeg lige har fået det med posten. Samtidig med at jeg skriver det her, kører The Voice TV på min computer og senere vil jeg ind og træne.
Umiddelbart kender jeg ikke andre i min omgangskreds, der eks. må se TV mens de arbejder eller køre til fitness. Selvfølgelig er der undtagelser – jeg siger bare at jeg ikke kender nogen i MIN omgangskreds, der har de fordele.
Til gengæld kender jeg alt for mange, som eks. har deres børn opbevaret i institutioner det meste af deres vågne tid eller har deres hund liggende hjemme i lejligheden og sove uden selskab 8 timer hver dag. Ikke at jeg bebrejder nogen for dét – det er bare nogle andre valg og det er nogle af de tilvalg jeg har gjort mig, som selvstændig.
Mange udefra giver udtryk for, at det må være hårdt, når det går dårligt – og det er det da også. Når det er sjovt at være selvstændig, er det RIGTIG sjovt – når det er træls og det går skidt, er jeg endnu ikke nået til det punkt hvor “alt” er sikret og alle mine privilegier som hus, kreditværdighed osv. har hidtil med jævne mellemrum stadig været truet.
En anden fordel er at jeg altid kan være der for eks. Mille, min datter. Selvfølgelig er der tidspunkter hvor hun har manglet mig fordi jeg har prioriteret arbejdet højere end hende, men det betyder enormt meget for mig at jeg arbejder hjemme så jeg altid KAN vælge at være her for hende. Næsten på en hvilken som helst dag, vil hun kunne ringe efter mig fra skolen. Jeg kan nærmest altid deltage i alt fra fastelavn over skuespil til morgensang. Da jeg i maj og juni havde et vikariat som skolelærer, var det netop én af de ting, jeg hadede – jeg kan ikke forlige mig med tanken om at jeg ikke kan være der for Mille, når hun spørger. Dét er livet alt for kort til, lærte jeg i 2001. På søndag er det i øvrigt årsdag for at Magnus døde og jeg lovede ham netop altid at have ham med mig hjertet – og det kan jeg bedre have som selvstændig.
Hvis jeg sådan skal sætte spot på to helt konkrete ting, som er de overordnede fordele, så er det dels det jeg kalder “åbne dage” og dels frivilligheden.
Med “åbne dage” mener jeg, at jeg – modsat et da jeg var skolelærer – kan arbejde når jeg vil og så længe jeg vil. Jeg har ikke fast mødetid og der er ikke nogen der planlægger noget uden min vilje. Jeg skal ikke til aftenmøder osv. og det betyder alverden for mig, at jeg har de her “åbne” dage, hvor jeg ikke skal andet end det jeg beslutter mig for.
Og her er det så det med frivilligheden kommer ind. Naturligvis har jeg nogle forpligtelser overfor min krop (søvn, afslapning, hygge osv.), overfor Pip (være kærester), overfor bank (betale huslån) osv. osv. osv. så naturligvis er det hele ikke sådan en lalleglad eller ligeglad oplevelse, men den måde jeg vælger at forholde mig til at LØSE de ting, er baseret på frivillighed. Det er ikke baseret på Folkeskoleloven, Lejeloven, en chef, kolleger og lign. og det har jeg det langt bedst med.
Nu står jeg og kikker ud på efteråret – det regner og bladene er superflotte. Alene det at jeg VED, at jeg KUNNE tage en tur i skoven HVIS JEG VILLE, betyder meget mere for mig, end selve turen. Det ville demotivere mig, hvis jeg vidste at jeg IKKE kunne hvis jeg ville………. det er da en tanke værd……..
Jeg ville bare ikke bytte det. Jeg vil selv bestemme – og det kan jeg nu. Dermed ikke sagt at jeg ikke har nogle områder, som skal være bedre. Jeg arbejder hver dag på at sikre mig selv og Pip, så vi stadig har vores hus osv.

